Rallysporten har nu været så længe i Danmark, at de første rallyhunde er blevet veteraner.  De trives ikke længere så godt med de fysiske belastninger, der er ved sportens stillingsskift, spring og snævre vendinger i bevægelse. Det samme gælder for hunde med dårlig ryg og skader på bevægeapparatet. Men fysiske udfordringer eller ej, så er lysten til fortsætte med både træning og konkurrencer jo ofte uændret, og hvad gør man så. Man får en god idé og udvikler et koncept til disse hunde.

Idéen kom ved et vandløbebånd

Idéen til seniorrally blev født hen over et vandløbebånd på AniCura Aarhus Dyrehospital, hvor Toms elskede corgi, Becca, var på sin faste løbetur for at holde de knirkende led i form. Becca elskede træningen på rallybanen og konkurrencerne og var blevet rallychampion, men Tom havde været nødt til at tage en beslutning om at førtidspensionere Becca i en alder af bare 6 år, da hun ikke længere kunne holde til den fysiske belastning, som de mange stillingsskift og spring i sporten medførte.

Turen på vandløbebåndet blev overvåget af Lene, som er er fagveterinærsygeplejerske i rehabilitering og står for genoptræning og vedligehold på AniCura Aarhus Dyrehospital, og som også selv var aktiv rallyudøver.

Snakken faldt derfor helt naturligt på de mange gavnlige bevægelsesmønstre, der er i rally, på den generelle glæde, som både hund og fører opnår ved sporten og det triste i at hunde med fysiske udfordringer ikke kunne deltage i konkurrencer. Det ene ord førte det andet med sig og pludselig var der ikke langt fra tanke til handling om at skabe en rallyklasse for fysisk begrænsede hunde, så mange flere kunne få glæde af sporten – også i en høj alder – og i januar 2018 kunne HHV byde velkommen til det første hold kursister på vores senior rally hold.